Kapitler

Kapitel XXV – Livets formål

Indledning

Vallorion dukker op i Rådhuset, og til alles overraskelse ser det ud til, at hun ikke har nogle onde hensigter... Men kan vi stole på hende?

Tværtimod siges det, at Enar, »Guden for Ubetydelighed, Tvang og Afhængighed«, har tegnet et frygteligt billede af Vallorion. Vi er blevet vildledt af ham.

Faktisk ser Vallorion ud til at have en forklaring på alle begivenhederne fra fortiden, hvilket i det mindste sår tvivl om vores hidtidige syn på tingene. En yderst interessant historie for åndemageren Bastaran...

Vallorion lover at føre denne verdens folk tilbage på livets rette vej. Og det betyder ganske enkelt at bruge hver eneste dag i dit liv på at udfolde dit fulde potentiale.

Ifølge hendes lære spilder væsenerne i denne lidelsesfulde verden den smule tid, de har, på meningsløse konflikter, blot for at have opnået noget meningsfuldt for »fællesskabet« ved livets afslutning, i stedet for at arbejde på at blive den bedste udgave af sig selv og med disse frigjorte kræfter sammen bidrage til en mere fredelig verden.

For at øge bevidstheden om, hvad hver enkelt kan gøre for sig selv og sin udvikling i alle livsfaser, ønsker Vallorion at etablere steder i vores by, hvor hendes allierede – Orkerne, Goblinerne, Amunierne og Dragerne – først vil gennemgå de forskellige livsfaser, altid i en stræben efter personlig vækst – og i sidste ende, med alle de færdigheder, de har tilegnet sig, aktivt støtte fællesskabet. For at støtte os i denne proces lærer Vallorion os også, hvordan vi udfører fremstillingen af de såkaldte »Tidens emblemer« i arsenalerne: udstyr, der gør det muligt for hver enkelt at arbejde hen imod at realisere sit fulde potentiale, både kropsligt og mentalt.

Da vi bliver enige om at give denne filosofi en chance, vender kaptajn Skrupskør! tilbage til byen med sin nye styrmand, Diabhal, om bord på Den Røde Perle. Diabhal synes mærkeligt nok ikke at kunne huske sin fortid som orkernes konge...

Vallorion ønsker at bruge Den Røde Perle som midlertidig bolig og centrum for bosættelsen og giver os derfor instruktioner om, at vi gradvist skal udvide den, også for at hjælpe med at genoprette Vallorions kræfter – som hun lover at bruge til at genvække Bastet.

Efter at have lyttet til Vallorions opfordring vender krigsfyrstinden Bashuruk og hendes drage Bruargha også tilbage, ligesom den nye orkekonge Bruitemail og hans lakaj Matad. Dette skaber en vis gnidning mellem orkerne og Amuni om, hvem der nu nyder størst anseelse i gudindens øjne. Ved en tilfældighed møder de endelig Diabhal, som synes, at deres ansigter ser bekendte ud. Men ingen er interesseret i at minde ham om deres fælles komplot mod ham...

Da Bruargha (som i virkeligheden er en mystiker ved navn Meleuka, der spionerer på orkerne på troldmændenes vegne) forsøger at forsikre os om, at vi ikke skal lade Vallorion lede os mod en falsk tro, og da Diabhals og Kaptajn Skrupskørs skæbner tjener som et fingerpeg om Vallorions manipulerende kræfter, fratager Vallorion Meleuka hendes kræfter og afslører hende dermed over for Bashuruk som Rektor Durcus spion. Krigsfyrstinden er forfærdet og rasende over Bruarghas forræderi og angriber den forsvarsløse Meleuka, der, alvorligt såret, formår at undslippe med Bastarans hjælp. Vil vi nogensinde se den modige spion igen?

Kapitler

Kapitel XXV – Livets formål

Relaterede artikler

Vælg sprog